Kan en glutenfri diæt lindre mit sygdomsforløb?

Gluten - hvad er det? 

 

Cerealier såsom ris, havre og hvede udgør i dag en væsentlig del af danskernes kost. I 2011-2013 spiste en gennemsnitsdansker ca. 218 gram brød og andre kornprodukter pr. dag, hvoraf brød fra hvede og rug udgjorde de største komponenter. Desuden, anbefaler de danske officielle kostråd, at man som minimum indtager 75 g fuldkorn dagligt, pga. de gavnlige effekter associeret med indtaget af kostfibre, vitaminer og mineraler. Nogle kornarter indeholder dog specifikke komponenter, som hos nogle mennesker er påvist at kunne give anledning til enten allergiske reaktioner eller reaktioner, hvor kroppen reagerer, som om kornkomponenterne var en uønsket bakterie. De i denne sammenhæng vigtigste og mest velstuderede kornkomponenter er dem, som vi betegner som gluten. 

Gluten er en undergruppe af de mange forskellige slags proteiner, som findes i korn. Glutenproteiner fra hvede, rug og byg er dem, som giver anledning til de fleste reaktioner, hvorimod kun meget få mennesker reagerer på gluten fra havre (se figur). Fødevareindustrien har desuden længe haft stor interesse i gluten på grund af dets høje kapacitet til at holde på vand, gode sammenhængskraft, viskositet og elasticitet. Gluten er nemlig det, der gør, at en dej kan hænge sammen og holde på den luft, som bliver produceret under gæringsprocessen, hvor dejen hæver. Meltyper med et højt glutenindhold foretrækkes derfor til bagning, og det kan være udfordrende at bage glutenfrit.

 

Codex Alimentarius har defineret gluten som følger: ” A protein fraction from wheat, rye, barley, oats or their crossbred varieties and derivatives thereof, to which some persons are intolerant and that is insoluble in water and 0.5M NaCl”.

Taksonomisk klassifikation af cerealier, som hører til familien Poaceae. Hvede, rug og byg hører til samme slægt Triticeae, og deres glutenproteiner har dermed meget lignende strukturer. Havre er ikke lige så nært beslægtet, og det er defor kun meget få mennesker, som reagerer på det. Proteiner, som ikke hører til underfamilien Pooideae, bliver i denne kontekst ikke betegnet som gluten.

Proteiner består af lange kæder af aminosyrer, som er essentielle bl.a. for at vi kan bevare vores muskelmasse og have et velfungerende immunsystem. Proteiner fra kosten bliver nedbrudt af enzymer i fordøjelsessystemet, som fungerer som små sakse, der klipper i de lange kæder af aminosyrer. I tyndtarmen er de fleste aminosyrekæder meget korte eller endda klippet til enkelte aminosyrer, som nu kan optages af vores krop, hvilket vil sige, at aminosyrerne bliver transporteret over i blodbanen. Glutens aminosyrekæder er opbygget på en særlig måde, som gør, at enzymerne har svært ved at komme i nærheden af de områder, hvor de skal klippe aminosyrerne over. Dette betyder, at der hos alle mennesker kommer længere aminosyrerkæder fra glutenproteiner ned i tarmen. Dette er endnu ikke set at være et problem hos de fleste individer, men hos mennesker med nogle specifikke gener (HLA DQ2 eller DQ8) kan lange aminosyrekæder fra gluten aktivere en immunologisk reaktion, som giver anledning til den autoimmune sygdom, der hedder cøliaki

Når patienter med cøliaki spiser gluten, nedbrydes celler i deres tarm, og tarmstrukturen ændrer sig, således at de ikke længere kan optage næringsstoffer optimalt, og der kan derfor opstå mangel på fx. jern og vitamin B12. Det er desuden vist, at patienter med cøliaki har en mindre tæt tarm, hvilket betyder, at bakterier og andre uønskede elementer, som kommer ned i tarmen, har nemmere ved at passere over i blodbanen. Tegn og symptomer på cøliaki forsvinder, når patienterne overgår til en glutenfri diæt. Forsøg på celler i laboratoriet tyder desuden på, at gluten også kan gøre tarmen hos raske individer mindre tæt. Da tidligere studier har vist, at personer med multipel sclerose også har en mindre tæt tarm ift. raske, er det relevant at undersøge, om tætheden af tarmen også er ændret ved synsnervebetændelse og andet klinisk isoleret syndrom samt om en glutenfri diæt kan normalisere denne. 

Blod-hjerne-barrieren, synsnervebetændelse & multipel sclerose 

 

Immunsystemet og især immuncellernes evne til at krydse over den såkaldte blod-hjerne-barriere spiller en helt central rolle for udviklingen af multipel sclerose. Blod-hjerne-barrieren er en kompleks struktur bestående af højt specialiserede celler, som hos raske personer udgør en stort set uigennemtrængelig barriere mellem blodet og hjernevævet. Under normale omstændigheder udfører barrieren en vigtig funktion, idet den forhindrer skadelige substanser i blodet i at trænge ind i hjernevævet, samtidig med at den begrænser adgangen til hjernevævet for kroppens egne immunceller. Tætheden af blod-hjerne-barrieren kan måles ved hjælp af en ganske almindelig MR-skanning med kontraststof.

Multipel sclerose er en såkaldt autoimmun kronisk sygdom i centralnervesystemet. Årsagen til sygdommen er ukendt, men en vigtig opdagelse var, da man ved hjælp af hjerneskanninger i 1980’erne opdagede, at der i den akutte fase af sygdommen dannes hjernelæsioner, som altid forudgås af ​​en massiv nedbrydning af blod-hjerne-barrieren. Kroppens immunceller bliver altså af ukendte årsager pludselig i stand til at krydse blod-hjerne-barrieren og forvolde skade på individets eget centralnervesystem. Bremser man immuncellernes evne til krydse blod-hjerne-barrieren, kan man forhindre sygdomsaktivitet meget effektivt. Meget tyder altså på, at studier af blod-hjerne-barrieren er helt centrale for at forstå og behandle sygdommen.

Tidligere studier fra Rigshospitalet Glostrup viser, at måling af forandringer i blod-hjerne-barrieren kan bruges til at forudsige senere udvikling af multipel sclerose. Forskerne fra Rigshospitalet Glostrup har desuden vist, at sklerosepatienter har en betydelig mere utæt blod-hjerne-barriere. Ydermere fandt de, at barrieren var endnu mere utæt, når patienterne inden for de seneste tre måneder havde oplevet et akut angreb af sclerose (attak), og at patienter, der fik forebyggende immundæmpende behandling, havde en tættere barriere. 

Billede fra MR-scanning af hjerne 

Immunmedierede Sygdomme & Autoimmunitet 

 

Immunsystemet består af et kompleks system af væv, celler og molekyler, som er mest kendt for at være kroppens forsvar mod infektioner. Udover at beskytte kroppen fra udefra kommende uønskede bakterier, virus og parasitter, så spiller immunsystemet også en vigtig rolle i forhold til at holde kroppens systemer i balance. En meget stor del af de sygdomme, som vi i dag kender, kan relateres til ændringer i immunsystemets funktioner. Det står dog ikke klart, om sygdommen skyldes immunsystemets atypiske opførsel, eller om immunsystemet agerer på en anderledes måde grundet sygdommen. Klinisk isoleret syndrom herunder synsnervebetændelse, samt multipel sclerose bliver ofte betegnet som immunmedierede eller autoimmune tilstande. Autoimmunitet betyder at immunsystemet ikke længere kan kende forskel mellem selv og ikke selv, og dermed forveksler kroppens eget væv med udefra kommende elementer, der skal bekæmpes. Årsagerne, som leder til autoimmunitet, er endnu ikke afklaret, men resultatet er, at immunsystemet skaber en betændelsesagtig tilstand og begynder at angribe og nedbryde kroppens eget væv. I tilfældet af klinisk isoleret syndrom, synsnervebetændelse og multiple sclerose angriber immunsystemet oftest myelin, som er det materiale, der isolerer nerverne og sikrer hurtig kommunikation blandt nerver i hele kroppen. Forskning inden for immunsystemets funktioner er essentiel for, at vi kan forstå, hvorfor immunmedierede og autoimmune sygdom opstår, og udvikle mere effektive behandlingsmuligheder. 

 

 

Gluten & hjernen - hvad siger forskningen? 

Det er i dag vist, at en glutenholdig kost er nødvendig forudsætning for udviklingen af cøliaki. Typiske symptomer for cøliaki inkluderer oppustethed, ondt i maven og diarré. Nogle patienter oplever også symptomer, som ikke involverer mave-tarmsystemet såsom træthed, hovedpine, hudproblemer, hormonelle forstyrrelser og knogleskørhed. Om sidstenævnte symptomer skyldes, at cøliakipatienter ikke kan absorbere tilstrækkelige næringsstoffer, fordi deres tyndtarm er delvist nedbrudt, eller om gluten kan blive optaget gennem tarmen og påvirke væv og celler i andre dele er kroppen, er stadig ikke sikkert. Næsten alle patienter med cøliaki har en bestemt type gener, som gør at deres immunsystem kan genkende gluten, som et fremmed molekyle, der skal bekæmpes.

Cøliaki-disponerende genner er dog ikke nødvendige for "Non-celiac gluten sensitivity" (NCGS). NCGS er i dag defineret som disse tilfælde, hvor individer udviser cøliaki-lignende symptomer efter indtagelsen af gluten, men hvor både allergi mod kornkomponenter og cøliaki er udlukket. En anden ny sygdomstilstand betegnet gluten ataxia er desuden defineret inden for de sidste år. Hos de indtil nu få patienter fundet med gluten ataxia, foreslår forskere at en immunmedieret reaktion (dvs af immunsystemet) over for gluten muligvis er årsag til ændringer i nervernes funktion og symptomer som bl.a. nedsat balance og motoriske evner. 

Synsnervebetændelse, andet klinisk isoleret syndrom & multipel sclerose er ligesom cøliaki også immunmedierede tilstande, og det tyder på, at mange af de samme celler er involveret i alle 3 sygdomme. Forsøg på celler i laboratoriet har vist at gluten kan påvirke immunforsvarets celler. Det er desuden veldokumenteret, at gluten kan nedsætte tarmens tæthed hos patienter med cøliaki, og dermed kroppens evne til at beskytte sig mod udefra (tarmen) kommende bakterier. Studier tyder desuden på, at visse patienter med multipel sclerose også har en mindre tæt tarm. I laboratorieforsøg er det igen vist, at gluten kan binde til en receptor, som spiller en vigtig rolle for kommunikationen mellem nerver i hjernen. Der er dermed en række potentielle måder, hvorpå gluten muligvis kan påvirke synsnervebetændelse & multipel sclerose. 

 

Det er dog vigtigt at huske, at der er langt fra celler i et laboratorie til reelle effekter i menneskekroppen. Forskningen tyder på, at sammenhængen mellem gluten og hjernen er værd at undersøge, men ingen konklusioner kan drages ud fra de i dag udførte studier. Udførelsen af videnskabelige projekter ligesom dette er derfor væsentlig for, at vi kan svare på spørgsmålet: Kan en glutenfri diæt lindre sygdomsforløbet ved synsnervebetændelse, andet klinisk isoleret syndrom og multiple sclerose?

  

The effect of a gluten-free diet on the permeability of the blood brain barrier in patients with clinically isolated syndrome 

Et samarbejde mellem forskere fra Rigshospitalet Glostrup, Bartholin Instituttet og Københavns Universitet