Kan en glutenfri diæt lindre mit sygdomsforløb?

Gode grunde til at deltage i projektet

Lige meget om du vælger at spise glutenfrit eller vedholde din sædvanlige kost, så er du en vigtig deltager i forsøget.
 

  1. Forsøget vil belyse vigtige aspekter af synsnervebetændelse, andet klinisk isoleret syndrom og multipel sclerose og på den måde hjælpe os med at forstå, hvordan lige præcis synsnervebetændelse, andet klinisk isoleret syndrom og multipel sclerose adskiller sig fra en "normal og rask" tilstand. Ved at vide præcist hvilke af kroppens mekanismer sygdommen påvirker, vil det være nemmere at identificere faktorer, som potentielt kan være med til at initiere og drive sygdomsprocessen. Dette kan desuden give anledning til design af nye medicinske behandlinger, som går ind og inhiberer præcist disse mekanismer, som er nødvendige for udviklingen af sygdommen.

  2. Der er på nuværende tidspunkt ingen veldokumenteret og evidensbaseret viden om kostens betydning for personer med synsnervebetændelse, andet klinisk isoleret syndrom eller multipel sclerose. Dette projekt er et af de første forsøg, som vil være med til at belyse, om elementer i vores kost - her specifikt gluten - kan have en indflydelse på udviklingen af sygdommene samt patienternes symptomer og livskvalitet. Vises en glutenfri diæt at gavne patienter, kan den med fordel indføres som et valgfrit led i behandlingen af synsnervebetændelse, andet klinisk isoleret syndrom og multipel sclerose, da den modsat medicinske behandlinger har ingen bivirkninger og lave omkostninger. 

  3. Det er i dag moderne at følge en glutenfri diæt, og nogle mennesker vælger at undgå fødevarer, som indeholder gluten, selv om de ikke har cøliaki, da de mener, at de har det bedre uden. Forskning om betydningen af gluten for individer, som ikke har cøliaki er dog stadig meget sparsom, hvorfor dette projekt kan potentielt være med til at reducere mængden af misinformation på området. 

  4. Lige meget hvilken gruppe du er i, vil din sygdom blive monitoreret grundigere end normalt, i den forstand at du vil blive tilbudt en ekstra MR-scanning og lumbalpunktur samt to gange måling af utætheden af tarmen.

  5. Vælger du at være med i interventionsgruppen, som spiser glutenfrit, er vores hypotese, at din deltagelse i forsøget potentielt kan reducere dine symptomer og medvirke til enten at undgå/ forsinke videreudviklingen af synsnervebetændelse og andet klinisk isoleret syndrom til multipel sclerose eller sænke progressionen af allerede opstået multipel sclerose.

  6. Hvis vi efter udførelsen af projektet kan konkludere, at en glutenfri diæt har en beskyttende effekt, så kan den viden gavne både dig, men også andre nuværende og fremtidige patienter med synsnervebetændelse, andet klinisk isoleret syndrom eller multipel sclerose. Føler du, at det er uoverskueligt at spise glutenfrit i seks måneder, så kan du stadig bidrage til denne nyttige viden ved at være med i kontrolgruppen. 

  7. Deltagelse i forsøget er frivilligt, og du kan til hver en tid træde ud af forsøget uden begrundelse og uden konsekvenser for din videre behandling - også selvom du har underskrevet samtykkeerklæringen.


     

The effect of a gluten-free diet on the permeability of the blood brain barrier in patients with clinically isolated syndrome 

Et samarbejde mellem forskere fra Rigshospitalet Glostrup, Bartholin Instituttet og Københavns Universitet